Juridiske og moralske normer sætter begrænsninger for bl.a. embryonal forskning, fostermodifikation og provokeret abort. Den gennemgående årsag til forskellige grænser er opfattelsen af, hvornår et menneske dannes, og i hvilket omfang det helt eller delvist medfører menneskerettigheder.
Der er nogenlunde enighed om at det nyfødte barn har fulde rettigheder til f.eks. liv, også selvom det er helt afhængigt af sin mors omsorg i de første år. Tilsvarende er der også enighed om, at nyt menneskeligt liv opstår, når en sædcelle fra manden befrugter en ægcelle fra kvinden. Menneskeligt liv med unikt DNA kan dog også findes i f.eks. en blodprøve, uden at dette i sig selv medfører en særlig status. Man kan altså konkludere, at menneskestatus helt eller delvist opstår imellem befrugtningstidspunktet og fødslen – uanset kilderne til sæd- og ægcelle og uanset menneskebarnets evt. senere skader eller sygdomme.
Det menneskelige foster gennemløber en række processer under væksten, der normalt varer 38 fosteruger. I gennemsnit går der 2 uger fra kvindens første dag i sidste menstruation til ægløsning og mulighed for befrugtning, og derfor regner man typisk i graviditetsuger, der altså er 40 uger. I fosterudviklingens første fase omtales det befrugtede æg-/sæd-celle som en zygote, der de første dage danner en lille cellehob. Hvis befrugtningen sker i et laboratorium (IVF-teknik), kan man udtage en celle til diagnostik af genetiske sygdomme og så oplægge zygoten (som man nu kalder en blastocyst) i kvinden, hvor en forberedt livmoder kan indeslutte den. Zygoten kaldes nu et embryon, som udvikler de grundlæggende celler til videre organudvikling. Det er i denne periode frem til 4. graviditetsuge (fosterdag 14), at enæggede tvillinger naturligt kan dannes med identisk arvemateriale (DNA). De vigtigste organer begynder at blive anlagt med bl.a. hjertets dannelse i 6. graviditetsuge. I den efterfølgende udvikling som embryon og frem til 10. graviditetsuge sker den endelige anlæggelse af organer og væv. På dette tidspunkt er embryonet ca 3 cm langt. Herefter kalder man fosteret et føtus, hvor væksten af alle organer, væv og systemer sikrer levedygtighed efter fødslen i graviditetsuge 40.
Biologiske faktorer må nødvendigvis samtænkes med filosofiske, teologiske, politiske og juridiske forhold for at menneskeret anerkendes til en given tid og i et bestemt samfund. Aristoteles (384-322 f.Kr.) og Skt. Thomas Aquin (1225-1274 e.Kr.) mente, at der skulle være et vist biologisk materiale til stede (dag 90 for pigefostre og dag 40 for drengefostre), for at fosteret var et menneske., og i Kirken frem til 1800-tallet mente man, at der både skulle være en genkendelig menneskeform og fosterbevægelse. I dag sætter flere lande grænsen for forskning med menneskefostre ved fosterdag 14 som det seneste tidspunkt, før et individuelt menneskeliv kan være til stede (naturligt illustret ved ingen tvillingdannelse herefter). I visse stater sættes grænsen for provokeret abort ved andre fosterrelatede tidspunkter, f.eks. levedygtighed (graviditetsuge 38), hjertelyd (uge 6) eller befrugtningstidspunktet, mens andre stater anlægger andre tidspunkter (f.eks. Danmark med graviditetsuge 12) af årsager, der ikke afhænger af fosterets udviklingstilstand.
Fosterets menneskestatus er imidlertid ikke en isoleret abstraktion. Hvordan vi definerer mennesket, har afgørende betydning for samfundets indretning mht. f.eks. omsorgen for gamle, handicappede, dødshjælpsøgende, ja hele vores grundlæggende menneskesyn: Er hvert menneske noget i sig selv eller er det afhængig af flertallet beslutning? Er menneskestatus en indbygget og umistelig tilstand, eller er menneskestatus en samfundsmæssig konstruktion, der kan tilsidesættes af andre hensyn?